e-Patient Afslutningsevent d. 12. December 2017

Den 12. december kunne projektet e-Patient holde afslutningsevent efter knap tre års projektforløb.

e-Patient projektet handlede om, hvordan man kan bruge digitale værktøjer til at kommunikere med patienterne. Igennem projektet har OUH samarbejdet med flere private virksomheder, hvor 6 forskellige koncepter er blevet udviklet og testet over 25 testforløb. Det har resulteret i adskillige mindre pilotprojekter, hvor der blandt andet er lavet interaktive videoer og animationsvideoer til stomipatienter, nyrepatienter og folk der har fået fjernet overskydende hud. Derudover har projektet også arbejdet med apps der gør informationen relevant og specifik for patienten samt det tekniske setup til indfrielsen af de Nationale krav til Patient Reported Outcomes (PRO).

Selve afslutningseventet havde besøg af Nikolaj Sonne fra DR-programmet So ein Ding, som bl.a. demonstrerede, hvor godt talegenkendelse virker på mobiltelefoner i dag. Talegenkendelse, dvs. automatisk tekstning ud fra tale er i den grad relevant i sundhedsvæsenet, da det kan spare tid på journalisering. Han gav også et eksempel på app’en Babylon, der kan hjælpe med at diagnosticere fx udslæt vha. spørgsmål og billeder og fortalte om selvkørende biler samt virtual og augmented reality, som også tidligere har været testet på OUH i mindre skala i projektet med Google Glass.

Nikolaj Sonne pointerede, at alle ting og arbejdsgange, der kan digitaliseres, de vil blive lavet om, og det skal vi være forberedte på.

Selvom projektet har holdt afslutningsevent, er der stadig elementer af projekter, der fortsætter ind i 2018. Bl.a. skal budgettet afsluttes og enkelte af projekterne afrundes.